3. December

Så blev det ENDELIG weekend igen!
De sidste to weekender har jeg haft meget travlt, så en stille og rolig og hyggelig weekend har været meget tiltrængt. Kulden har i denne uge også for alvor været til at mærke, så jeg har set meget frem til at sidde inde i varmen med en god film og en varm kop te.

Jeg har i dag været i Randers for at deltage i endnu en workshop, i forbindelse med Social Media Lab. Vores fokus for i dag var det at lave videoer og hvordan man for eksempel kan bruge det som en trailer for ens blog, eller andre sociale platforme. Derudover var vores fokus også at skrive, og hvordan man gør sine tekster mere interessante og fangende at læse. Jeg blevet meget inspireret af det hele, og har fået en masse ny viden som jeg helt sikkert kan tage med mig.

Men efter workshoppen, som varede fra kl. 10-15, blev jeg hentet af mine forældre. Jeg sidder lige nu hjemme ved dem i sofaen, mens jeg ser fjernsyn og nyder synet af julelysene omkring mig, som det eneste der lyser stuen op. Jeg har ingen planer for resten af aftenen, udover at spise noget godt aftensmad, se julekalender og måske læse i en bog, da det er lang tid siden at jeg har haft mulighed for at fordybe mig i en bog.

Det er vigtigt at man får slappet af i weekenderne, især hvis man har haft en travl uge, eller står en travl uge i møde. Jeg skal begynde på min eksamensopgave i næste uge, så jeg tænkte derfor at en pause inden ville være en god ide, da min hverdag i de kommende to uger, primært kommer til at gå med at skrive.

Forneden kan I se en juledekoration som min mor har lavet, som jeg synes er meget fin. Men ellers vil jeg nu se om mine forældre har noget jeg skal hjælpe med, da jeg kan dufte at aftensmaden snart er færdig.

15310384_10207433220658145_2138522533_nJeg håber at I alle har en god weekend, og får julet en masse med jeres familie og venner!

Glædelig december!

Dette indlæg blev udgivet i Julekalender 2016. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *